Genan-koncernen leverede i 2025 et rekordhøjt driftsresultat og styrkede indtjeningen i et marked præget af udsving i råvarepriser og valuta. Resultaterne understreger, at den cirkulære forretningsmodel ikke blot er bæredygtig – men også økonomisk robust på lang sigt.
Den internationale miljøkoncern Genan realiserede i 2025 en omsætning på 478,0 mio. kr. mod 475,5 mio. kr. året før. Driftsindtjeningen (EBIT) steg fra 59,0 mio. kr. til 65,6 mio. kr., og både omsætning og driftsindtjening er således den højeste nogensinde. Nettoresultatet faldt dog fra 47,6 mio. kr. i 2024 til 43,7 mio. kr. i 2025, hvilket primært kan tilskrives negative valutakursreguleringer.
“Vi er overordnet godt tilfredse med regnskabet for 2025. Vi har over en årrække arbejdet målrettet på at stabilisere og udvikle vores forretning, og 2025 er for mig endnu et bevis på, at vores cirkulære forretningsmodel er robust og økonomisk holdbar. Vi forbedrer kontinuerligt vores drift og indtjening – også i et marked, hvor vi i betydelig grad er påvirket af forhold, vi ikke selv er herre over”, forklarer Group CEO i Genan Holding, Poul Steen Rasmussen.