EU-Kommissionen har netop åbnet den politiske debat vedrørende brugen af gummigranulat i kunstgræsbaner. I forløbet op til indstillingen fra Kommissionen er der blevet indhentet vurderinger fra forskellige udvalg under Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), herunder RAC (Udvalget for risikovurdering), der anbefalede et totalt forbud mod brugen af gummigranulat med en 6-årig indfasningsperiode, samt SEAC (Udvalget for socioøkonomisk analyse), der – udover et forbud – også pegede på et alternativ med at installere Risk Management Measures (RMM) på banerne for at undgå spredningen til uønskede arealer. SEAC mente, at hvis denne spredning kunne holdes under 7 g/m2 (ca. 50 kg pr. 11-mands bane) årligt, kunne det være et alternativ, der på en fornuftig måde også tog hensyn til banernes mange positive egenskaber som f.eks. brugbarhed året rundt, fremragende spilleegenskaber og den dermed positive effekt på folkesundheden.
De vigtigste og mest effektive RMM er først og fremmest bander omkring banen samt riste ved udgangen, hvor gummigranulatet automatisk falder af støvler og tøj. Disse foranstaltninger kan holde spredningen fra banerne på et minimalt niveau på ganske få kg årligt. Der er udviklet en europæisk CEN-anbefaling til dette formål.
EU-Kommissionen har nu valgt at spille ud med et forslag om et totalt forbud mod brugen af gummigranulat i kunstgræsbaner med en indfasningsperiode på 6 år. Sagen vil nu overgå til behandling i det politiske system, hvilket vil omfatte medlemslandene og EU-Parlamentet. Væsentlige aktører som f.eks. fodboldorganisationerne – såvel de nationale som det fælles-europæiske UEFA – vil derfor i de kommende måneder, måske år, spille ind med deres holdninger. Det samme vil genvindingsindustrien på såvel europæisk niveau (EuRIC) som nationale niveauer samt de praktiske udøvere af den cirkulære økonomi for dæk – som os her hos Genan. Dette videre forløb kan resultere i en vedtagelse i uændret form, en afvisning eller en vedtagelse med ændringer. Hvor lang tid denne politiske proces vil tage, er svært at forudse. Men det bliver en omfattende proces – både arbejdsmæssigt og tidsmæssigt.